lørdag den 28. marts 2009

Nordiske Mesterskaber i Boksning i Jammerbugten 4. og 5. april 2009

Som borgmester i Jammerbugt Kommune er jeg stolt over at kunne byde velkommen til de Nordiske Mesterskaber i amatørboksning 2009.

Vi er i Jammerbugt Kommune glade for at kunne stille rammer til rådighed til sådan et arrangement. Samtidig er vi imponerede over, at det endnu engang er lykkes Pandrup Bokseklub at bringe en stor sportslig begivenhed her til kommunen. Det understreger, at Pandrup Bokseklub er en sværvægter på den danske amatørboksescene.

Også i lokalsamfundet er Pandrup Bokseklub – og særligt klubbens ungdomsafdeling - med til at gøre en forskel. Pandrup Bokseklub har siden stiftelsen i 1986 fostret mange talenter, der deltager i kampe over hele landet, og der er stor respekt omkring klubbens arbejde med de unge boksere. Klubben har på samme tid god opbakning af egnens erhvervs­drivende, som er med til at sikre det økonomiske fundament.

Jeg har altid været fascineret af boksningen. Den bog, jeg har læst flest gange, er faktisk ”Sandheden om mit liv” om bokselegenden Muhammed Ali. Som dreng gik jeg ofte til amatørstævner, og som ung var det de professionelle stævner i Randers med Jørgen ”Gamle” Hansen og Ayub Kalule, der trak. Jeg ser frem til et par dage med gode sportslige oplevelser til de Nordiske Mesterskaber i Amatørboksning 2009.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at rette en stor tak til arrangørerne med Pandrup Bokseklubs formand Kim Carøe Aarestrup og sportschef Søren Larsen i spidsen. Tak for indsatsen med at få sådan et markant arrangement stablet på benene og dermed være med til at slå et slag for at få Jammerbugt Kommune sat på landkortet.

Afslutningsvis vil jeg ønske god kamp til alle. Må de bedste fightere vinde!

Med sportslig hilsen

Mogens Gade
Borgmester

Ingen kommentarer: